Kort nyt

Fuld fart på sejlsæsonen.

fredag den 7. april 2017

Mens vi venter

Jeg glæder mig i denne tid. Nu falder påskesneen hvid... Nej, forhåbentligt ikke, for der skal slibes og males og pudses og poleres. Den nye sæson står for døren, og sejlere elsker jo at have travlt med den skønne blanding af kolde fingre, håndmadder, lunkne portere og andre giftige væsker.

Selv har jeg haft båd i vandet vinteren over. Det var koldt men helt problemfrit. Om det skyldes global opvarming eller blot mild vinter, vil jeg ikke gætte på. Is har der ihvertfald ikke været meget af; Spørgsmålet er så, om en varm vinter giver mere snask, der gror på undersiden. Gad vide, hvornår vi skal have sådan en vaskemaskine i vores havn..?

Sådan een ønsker vi os Hr. Havnemester!
Som altid er broderfolker foran på point, men der er altså rimeligt langt til Nynäshamn for en bundvask. Når man sådan ødelægger bundmalingen i idealismen, økologien og Det Blå Flags navn, så er det vel rimeligt, at man også præsenterer et brugbart alternativ. Ideen er hermed givet videre til havnemesteren og havnebestyrelsen.

Der er andre ting, der gror om vinteren. For eksempel er der groet et oversejl frem på den ene yngling; Det har One Sails i Rungsted stået for, og det er superskønt. Det er altså noget sjovere at have båd, når man ikke altid skal starte med at øse 200 liter regnvand ud.

Oversejl fra One Sails
 Jeg glæder mig i den grad til at komme på vandet i ynglingen. Ja, dem begge to. De sejler fantastisk, og når det er med nye glade sejlere ombord, så er fornøjelsen bare endnu større. Sidder du nu og tænker, bare det var mig, så er det med at gribe knoglen eller hakkebrættet og sige til... Vi kan altid bruge instruktører, som kan sejle et par timer ugentligt med nye sejlere. Sidder du med en lille sejlskolechef i maven, så vil vi også gerne snakke om det, for selvom vi gerne vil, så kan vi i bestyrelsen ikke nå det hele.

Nå, ned i sejltasken og se, om der er noget, der trænger til at skiftes ud. Ok, madpakken fra Gordons Gin Cup er gået over datoen, men ellers kunne man måske flotte sig med en ny kasket og en tshirt. De lover jo op til 8 graders varme henover påsken. Kanske en Hoodie var bedre... Check webshoppen for dimser og ting, som enhver sejler bare må have...
Vi ses på vandet... der går ihvertfald ikke så lang tid, som der har gjort. Check kalenderen her til højre, og lad os endelig vide, hvis der mangler noget...

torsdag den 23. marts 2017

Tallship aften i Helsingør

Klik for større udgave
Tallship aften i Helsingør Sejlklub; Hør om muligheden for selv at komme ombord og sejle med.

fredag den 3. februar 2017

Hue Handske Cup

I samarbejde med ClubSeawind, DK Chapter, sejles der Hue Handske Cup i morgen fredag den 4. februar i Rungsted. Første start klokken 1100.
Uhadadada

Vejrudsigten er meget fin. Der plejer ellers at være herreluft. Se bare her, hvordan det gik i 2010:

Læs detaljerne på Clubseawinds hjemmeside: www.clubseawind.dk - eller åben programmet med direkte link her: Hue Handske Cup 2017.

søndag den 8. januar 2017

Endnu en forårsting...

Danmark Rundt Singlehand er ude med en NOR; Ja, man skulle tro, det snart var sommer, men der er skøjtebaneglat lige uden for døren, så det...
Den "lille" bane
Der er ikke de store forandringer i programmet, men der er en begrænsning på max 40 deltagere, så der er ikke tid til vinterhi, hvis man altså er singlehand-nut... Her er linket: Danmark Rundt Singlehand.

tirsdag den 3. januar 2017

Sjælland Rundt 2017

Henover julen har vi modtaget en invitation til Sjælland Rundt 2017. Hvor er det dog skønt - midt i den mørkeste af alle mørke tider - at modtage sådan en huskepille om, at alting nok skal blive lyseblåt, blødt og varmt igen.

Sj. Rundt 2017. Klik for større udgave.

torsdag den 8. december 2016

Paul Elvstrøm er død

Paul Elvstrøm døde i går den 7. december 2016 i en alder af 88 år.
Pauls fantastiske sejlsportspræstationer gennem en lang årrække er enestående og legendariske.
Paul Elvstrøm
Ud over de mange olympiske medaljer og en formidabel række verdensmesterskaber modtog Paul også flere æresbevisninger for sine præstationer. 
Moderne sejlsport er i stadig udvikling, men mange af de ting, vi i dag tager for givet i sejlsport, er simpelthen opfundet af Paul Elvstrøm.
Paul var æresmedlem af Hellerup Sejlklub.
Æret være Paul Elvstrøms minde.

torsdag den 24. november 2016

Duelighedsprøven ændres

Eller rettere: Rammerne for duelighedsprøven ændres.

Søfartstyrelsen er i gang med, hedder det, en forenkling af reglerne for fritidsfartøjer, undervisningsforløb og duelighedsprøver - samt en forankring hos relevante ikke statslige organisationer.

Hvad betyder nu det?

Helt kort skubbes administrationen af prøver og censorer nu ud til klubberne.

Sejlere skal åbenbart læse lovtidende


Dansk Sejlunion har naturligvis orienteret om dette ad flere omgange, men de har jo ikke nødvendigvis den almindelige sejlers vinkel.

Vi har læst tingene igennem, og vi synes, der er mest godt og kun lidt skidt i posen.

Det bedste er måske, at det - måske - bliver sværere at tage et duelighedsbevis fra scratch på 3 eftermiddage. Det er jo åbenlyst uansvarligt at lade folk tro, at de trygt kan tage familie og venner på kryds i kuling over Kattegat med ialt tre dages sejl-erfaring.

Det er også udmærket, at kravene til indholdet af prøven præciseres og især at disse krav ikke sænkes. En spøjs nyhed er dog, at der indføres krav om en høre og synstest. Det er næppe urimeligt, men er det virkelig nødvendigt? Det er jo i forvejen skippers ansvar, at alting er i orden - herunder fysikken.

Een af de lidt bekymrende ting er, at de organisationer, der skal lave prøverne også skal kunne udstede beviser samt demonstrere et kvalitetssystem til styring af prøver, censorer og uddannelsesforløb. Det stiller jo lidt større krav til kontorhold, og - lad os være ærlige - vi melder os ikke ind i sejlklubber for at lege kontor.

Glædeligvis er det fortsat Søfartstyrelsen, der godkender udbydere; Altså ligger godkendelsen af udbydere af prøver fortsat i statsligt regi. Sådan skal det naturligvis være.

Een af de mere pudsige ting er, at det bliver det ulovligt at krydse Kattegat uden redningsvest. Svømmeveste er kun lovlige, hvis der er umiddelbar mulighed for redning fra et andet skib. Altså skal vi alle ud at købe to sæt veste. Ja, det er alvor... overtrædelse straffes med bøde eller helt op til to års fængsel!

Alt ialt ser det nu meget fornuftigt ud, men sidste frist for indsigelser er i 25. november, så hvis du orker det, så skynd dig at læse det hele her:

http://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/60042


mandag den 21. november 2016

Årsmøde på Rungsted Havn

Efteråret er landet, og det samme er bådene. Det er tid til at læse bøger i ildens skær, og så er det også tid til noget helt andet:

Årsmøde på Rungsted Havn den 24. november klokken 1900 i KDYs lokaler på første sal i KDYs klubhus.
Årsmøde??

Årsmødet er indført i forbindelse med hjemtagelsen af havnen, og det er en af de bedre nyheder, idet havnens brugere ikke tidligere har kunnet føre dialog med havnens bestyrelse.

Vi håber at se mange medlemmer til dette arrangement, hvor Havnens besyrelse vil orientere om såvel fortid som fremtid.

mandag den 12. september 2016

Ny side til opslag

Fra tid til anden modtager vi opslag til klubbens opslagstavle. Opslagene kommer fra firmaer, medlemmer og kommende medlemmer og tak for det.

Vi ønsker dog ikke at forurene medlemmernes fritid med en hjemmeside, der ligner ugens katalog fra Føtex. Desuden er det træls at have et opslag med en båd til salg, som skubbes ned, når der kommer andre nyheder på forsiden.

Ergo må vi have en side til opslag. Den eksisterende opslagstavle skal først og fremmest fungere som officiel opslagstavle ved kapsejlads. Vi vil nemlig gerne lave mange flere kapsejladser.


Derfor deler vi siden med opslag i to... Een til ræs og een til køb/salg/bytte. Der er nu et faneblad kaldet RACE, som kun er til kapsejlads, og så er der et faneblad til OPSLAG til køb/salg af sejladsrelaterede effekter. Lige nu er der for eksempel en Dragonfly og en Molich 12 til salg. Kig under Opslag... klik i menuen herover.

mandag den 5. september 2016

Første kapsejlads vel overstået

Så lykkedes det os at holde en kapsejlads. To sejladser faktisk. Ankre, ankerliner, bøjer, flag, flagliner, flagbom, båthorn, radioer, krudt og kugler, kolde øl i køleskabet samt en pose gåpåmod og vupti: Rungsted Sejlklub kan lave kapsejladser.
Fotobåd og Dommerbåd ved 101 Klassemesterskab
Flere detaljer følger, men for de ivrige er der en beretning på 101-ernes hjemmeside. Klik her Aphrodite101.

Tak til alle, som var med til at få det hele til at klappe. Så skal vi bare finde ud af, hvad vi skal bruge grejet til næste gang.

Rungsted Sejlklub