Kort nyt

Fuld fart på sejlsæsonen.
Viser opslag med etiketten Klub. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klub. Vis alle opslag

fredag den 20. juni 2025

Mod nære kyster 1

 Første cruise under temaet Mod Nære Kyster fandt sted fandt sted den 31. maj... Årets første sommer (agtige) dag. 

Sletten forude. (Foto: Allan Kluug)

Humøret var omtrent som vejret - dog muligvis endnu bedre, hvilket jo fremgår af nedenviste.

Frokost i det grønne. (Foto: Allan Kluug)

Og for dem, der ikke kan se det, så er det Sletten havn. Super initiativ for såvel rutinere som knap så rutinerede med en sejltur i blandede besætninger, så man får lidt rutine ind... også rutine i at lande i fremmed havn.
 

fredag den 23. maj 2025

Mod nære kyster, cruising

 

Gæt en havn. (Foto: Nicolai)

Som opfølger på formandens fine aften med temaet "Mod Nære Kyster" sejler vi lørdag den 31. maj mod en - endnu ukendt - nær kyst. Vi mødes klokken 0900 til Skippermøde for at fastlægge destination og rute afhængiv af vind og vejr. Vi sejler klokken 1000, og vi regner med at være hjemme mellem 17 og 18. Klubben sørger for grill på destinatonen... resten medbringes selv. Der sejles i klubbåde og privatbåde. Jo flere jo bedre. Tilmelding nødvendig - via memberlink - a.h.t. planlægning.


Vel mødt :-)

fredag den 2. maj 2025

Standerhejsning

 Endelig blev det tid til standerhejsning! Det er stadig rart med en markering af sæsonstart, - også selvom der er nogle, der er tossede nok til at sejle ræs hele vinter-pausen igennem.

Standeren til tops. (Foto: Nicolai)

 Standeren gik således til tops med en - denne gang - lidt stille koncert fra RS Brass Band - aka tågehornsbandet. Det er da ellers oplagt at få testet tågehornet ved sæsonstart. Det må vi kunne gøre bedre. 

Dem uden tågehorn. (Foto: Nicolai)

 Da standeren var i top blev "national-sangen" afsungte, og så blev der både skudt og signaleret til skafning. Medens grillen kørte, blev der skålet og ønsket god sæson, - og minsandten om ikke også formanden holdt en lille tale og afslørede et fint skilt over døren. Jarhmen altså...

Formanden, skiltet og talen. (Foto: Nicolai)

 Det blev således en rigtig dejlig dag på havnen, og lad os så se at komme i gang med noget vaskeægte sejlnørderi. Eller... i skrivende stund er vi sådan set allerede i fuld gang. Det bliver en fantastisk sæson 2025 med sejlskole, kapsejlads, venture og masser af skønt klubliv.

 

 

 

onsdag den 23. april 2025

Forårsklargøring

 Så var det tid til forårsklargøring, og det er jo altid en fest, så the more the merrier, som man siger...

Så er der serveret. (Foto: Nicolai)  
 

 Jeg har selv taget tid på klargøringen de seneste 20 år, så jeg ved, at en 101 kan vaskes, letslibes, bundmales og poleres på fribordet på een dag - for een person. Her var der dog tale om to 806ere, een IFer og en Yngling...

All hands on deck. (Foto: Nicolai)

 Og det gik rigtig stærkt, for når der dukker 20+ frivillige op til klargøring, så sker der ting. Ikke bare går det bare stærkt, men det bliver også godt. Cirrus fribord var jo spejlblankt... Nåja, og så stiger pizzaregningen også en smule, men det er givet godt ud.

Skibshunden var der også. (Foto: Nicolai)

 Jeg ved ikke, om der blev købt frokost til skibshunden, men det burde man nok gøre, for det er jo simpelthen bare fantastisk hyggeligt, at folk tropper op med mand, mus og hund for at gøre klar. Kæmpe tak til Carsten "The Great Overseer" og alle der var med til at gøre bådene klar og flotte.

Så skal de bare i suppen...

/Nicolai


 

tirsdag den 25. marts 2025

Mod nære kyster

 Øresunds mange havne er en guldgrube for både nye og erfarne sejlere, der vil ud og have hyggelige og spændende  oplevelser. Vi har imponerende storbyhavne og små hyggelige fiskerhavne tæt ved os…..det er bare at komme afsted.


 Vi ser på de mange lokale muligheder, seværdigheder, spisesteder, naturoplevelser, osv., som findes langs de Svenske og Danske kyster nær ved os.

Det er i aften... i klubhuset... tilmelding i kalenderen på www.rungstedsejlklub.dk 

 

Fredagsbaren

 Sidst i februar var der - traditionen tro - fredagsbar - endda en meget velbesøgt een. Jeg tror, vi sad hele veje rundt om det store bord, og der blev både fortalt skipperskrønerog sejlet håndsejlads.

Snart er det sidste fredag i måneden... igen... Lad os se, om vi kan sprænge rammerne... det gælder sføli både klubhuset og ølrammerne :-)


Knob og stik for lystsejlere

 Den 25. februar havde vi besøg af Nils Trautner, som har skrevet bogen "Knob & stik". Det blev en herlig aften med masser af knuder - måske mest henvendt til  nybegyndere, men der var også lidt guf til de mere øvede. 


 Tak til Nils for en god "rundvisning" i knob og stik.

fredag den 7. marts 2025

Brandslukning til søs

Den 18 februar havde vi i RS besøg af Linde Brandmateriel, som fortalte om brandslukning til søs.

Hvordan bruger man denne?


Der blev lyttet intenst til diverse råd om brandbekæmpelse i både - og om  automtisk brandslukningsanlæg. Jeg tror, alle blev klogere.

Tak til Thomas fra Linde Brandmateriel for en god og informativ aften.

Splejsning i moderne tovværk

 Den 4. februar var vi på besøg hos UK Sails, hvor Morten Ullmann og co havde lavet en super aften om emnet splejsning i moderne tovværk. 

Øje i moderne tovværk

 Der var fuldt hus, og højt humør, omend der var flere der blev udfordret af de tekniske detaljer med små øjesplejsninger i Dynema.

Kæmpe tak til UK Sails, Morten og crew for et supert arrangement.

 

fredag den 31. januar 2025

Fredagsbar

 I dag er det sidste fredag i måneden. Derfor holder vi fredagsbar i klubhuset 16.30-18. Håber vi ses :)

 

En sejlerdrik (Foto: Nicolai)

Mvh Fredagsbarsudvalget.

onsdag den 29. januar 2025

Duelighedsteori

 Så er det lige op over... duelighedsteori starter i morgen, torsdag den 30. januar.

 

Uhadada, hvor bliver vi kloge! (Foto: Nicolai)

Vi skal kloge os, men det skal også være hyggeligt - her i den mørke tid. Der er enkelte ledige pladser, så hvis du er susende hurtig, kan du måske lige nå at komme med på vognen... ehh båden... 

Vel mødt...

tirsdag den 28. januar 2025

Sejl sikkert arrangement i aften

 I dag - 28 januar i klubhuset:

Nødsituationer på havet kan opstå, men det behøver ikke at ende tragisk eller traumatisk for din familie eller dig. Hvis man er forberedt og har taget sine forholdsregler, kan man færdes trygt på havet og møde udfordrende situationer uden panik og stress. 

Brug vesten!

 Sejl Sikkert er en landsdækkende organisation, som bl.a. tilbyder en række digitale hjælpemidler, der kan bidrage til en tryg og sikker sejlads. Denne aften vil vi afprøve forskellige nødsignaler og gennemgå de forskellige muligheder man har på havet, hvis nødsituationer opstår.

 

 

mandag den 18. november 2024

Bådene er på land

 Så kom bådene på land, og det er jo altid lidt vemodigt sådan at vinke farvel til en skøn men overstået sæson.

On the dry. (Foto: Nicolai)

Jeg tænker tilbage på skønne sejlskole-ture i Ynglingen, ditto i Amarilla og så var der også et par håndfulde kapsejladser i Cirrus. Altid med godt humør og stort set altid i godt vejr.

Der var ikke så mange med til optagningen, så jeg tror vi alle skylder "team båd op" en extra stor tak i år.

Tak til "Team Båd Op I". (Foto: Nicolai)

Tak til "Team Båd Op II". (Foto: Nicolai)


 Så hvad sker der nu? Går vi fuldstændig i dvale..? Nænej, - der er rundsendt et nyhedsbrev for en uges tid siden - bl.a. med en liste over vinteraktiviteter... herunder upcoming Gløgg, Julefrokost og næste års første kapsejlads med meget mere.

Har du ikke fået den mail? Så kontakt bestyrelsen, for så er der noget helt galt.

Happy Sailing

 Ellers er der blot at konstatere, at sæsonen 2024 er ovre, at vinteren kommer nærmere, - og at efter vinteren står sæsonen 2025 på spring med masser af sejlads, solskin, grillhygge og måske også en kapsejlads i ny og næ...

tirsdag den 27. august 2024

Frokost på Hven

 Den årlige - og efterhånden traditionsrige - Hventur fandt sted i den forgangne weekend, og vi blev ikke skuffede over vejret. Det blev en dag med solskin og 20+ grader, hvilket var flere træskolængder bedre end sidste år. 

På vej til Hven. (Foto: Nicolai)

Det gode vejr havde den forventede virkning på tilslutningen, for der var en summen af forventning i klubhuset - sådan lidt over 0900, hvor vi mødtes for at fordele både efter devicen: No one left on the dock.

Efter en hurtig foran for tværs med cirka 7 meter vind landede vi på  Hven, og det vigtigste - næst efter en god fortøjring - er så at få tændt grillen. Udsigten på vej til grillpladsen fejlede ikke noget...

På vej til grillen. (Foto: Nicolai)

Når man står og kigger på sådan en grill, så tager den enormt langt tid om at blive klar. Det er omtrent lige så spændende som at se epoxy størkne, men i det mindste kan man da glæde sig til en bøf. Det lykkedes at få varme på, så der kunne steges bøffer og hotdogs til alle. Vi talte på et tidspunkt 36, og vi er endda ikke helt sikre på, at vi fik alle talt med. Det blev til hele fire borde...

Frokost på Hven. (Foto: Nicolai)

 Her kan man se os allesammen... i let forvansket udgave a la oliemaleri, for man må jo ikke længere såden lægge folk i genkendelig form på nettet uden at spørge først.

Efter en god bøf, fisk eller en grillet aubergine, gik vi op til Kirken, hvor der sørme var et bryllup i gang. Derefter gik turen mod nordspidsen og tilbage til havnen, hvorefter nogen sejlede hjem, andre fik en kaffe og enkelte blev til en overnatning.

 

Hjemad. (Foto: Nicolai)

Hjemturen gik stærkt. Der var vel op imod 10m/s agten for tværs, så vi susede afsted og vinkede farvel og tak for denne gang til - vel nok - Øresunds udflugtsmål nr 1, som ses herover i baggrunden.

Tak for turen og tak til alle for godt humør. Næste år vil jeg også overnatte :-D

 




 

mandag den 19. august 2024

Åbne klubmesterskaber

Lørdag den 7. september 2024 afholder Rungsted sejlklub åbent klubmesterskab for sejlbåde.
 
Sejladsen er åben for alle, uanset sejlklub og foregår i farvandet omkring Ven. Første båd i mål fra Rungsted Sejlklub bliver klubmester 2024.
 
Fra sidste år. (Foto: Morten Steen?)

 Der sejles efter DH, og bådene har forskudt start på baggrund af DH målet. Både uden DH mål kan godt deltage, og vil blive tildelt et DH mål af sejladskommiteen. 
 
Første start finder sted klokken 10.00, og de øvrige starttidspunkter vil fremgå af startlisten.
Start og mål finder sted ud for Rungsted Havn.
 
Umiddelbart efter sejladsen er der præmieuddeling, moleøl og grillpølser ved Rungsted Sejlklubs klubhus.
 
Grillhygge efter sejlads. (Foto:Nicolai)
  Tilmelding sker via dette link til Rungsted Sejlklub åbne klubmesterskaber, hvor sejladsbestemmelserne også fremgår. Deltagergebyr 250 kr.
 
På gensyn 7. september 2024
 
Kapsejladsudvalget Rungsted Sejlklub

onsdag den 29. maj 2024

Skærgårdssejlads

 Drømmer du om "Øerne under Vinden"? Eller måske blot den her strand? Ved du ikke helt, hvad der skal til - eller hvad der skal puttes i kistebænken?

Anholt strand. (Foto: Nicolai)

Så skulle du have været i klubben i lørdags, for der var temaet, hvordan man kommer til - og hvordan man navigerer rundt i skærgården. Skærgården ligger NØ for dette billede... sådan lidt til venstre-agtigt. Denne skønne strand er iøvrigt kun eet skridt på vejen til skærgården, som ses på næste billede...

Skærgården. (Foto: Nicolai)

Denne skønne og ubeboede ø ligger kun 20 timers sejlads i en IFer fra Rungsted. Jah, der er såvel 806ere som IFere på billedet, og de egner sig glimrende til indenskærs sejlads. Jeg var der i båd nr 2 fra højre... 806 DEN383, som fortsat ligger i Rungsted. Det tror jeg faktisk også at båd 1 fra højre gør. Der er også en tredje bådtype, men jeg overlader det til experter at gætte, hvad det er for een. Første kvalificerede, rigtige gæt på FB vinder en øl.

806 DEN383 ved Marstrand. (Foto: Nicolai)

Når man skal hjem derfra, kan man vælge forskellige ruter. Een af dem er gennem Marstrand, og som det fremgår, skal der fin-navigeres noget mere, end vi er vant til i Øresund. Jaja, man har GPS, men GPS skyder nemt 50m forkert, når der er klippevægge, som signalet kan reflektere på. Og som det ses herover, så er plus minus 50 meter rimelig kritisk. Vi man måske helst klappe en ko eller en søko? Kort og kompas er det, der duer.

Skærgårdssejlads. (Foto: Rasmus)

Og her ses så nogle af de knap 25 personer, der var samlet til et superrelevant og lavpraktisk kursus med fokus på skærgårdssejlads. Udover navigation, så er der en mængde andre praktiske detaljer. Hvilken type anker virker eksempelvis på klippebund? Hvor lang skal ankerlinen være? Hvor kan man få vand? Hvad betyder sådan en underlig pæl i vandet? Skal man have gummibåd med? Og hvorfor det? Må man fælde træer på øen? Må man tænde bål? Hvor får man gær til snobrødsdej midt ude i skærgården? Og tusinde andre ting. Ja, man skulle nok have været der.

Tak til Danske Tursejlere for en super dag, og tak til dem, der fik arrangementet stablet på benene.

/Nicolai

torsdag den 18. april 2024

Klargøring og søsætning

 Så har Carsten & Co været i gang med skolebådene: De har fået en ordentlig tur ud af vinterhiet, og de endte med at være superflotte, - omend på land.

 

Klargøring. (Foto: Morten Steen)

Når der nu står Carsten & Co, menes der i virkeligheden alle de 15-20 frivillige, der var med til at klargøre og søsætte vores sejlskolebåde henover sidste weekend. Det var helt igennem fantastisk, - og effektivt.

Flot fribord. (Foto: Morten Steen)

 Lørdag bød på en ordentlig omgang bund og fribords -fræs. Se bare, hvor blankt et fribord kan blive, når gamle fendermærker "knofedtes af". 

Finpudsning. (Foto: Morten Steen)

 Og så... mandag morgen... klar til at komme i suppen... ahh! For snart skal vi ud at sejle.

Amarilla på vej. (Foto: Carsten Bertram)

Så skal vi bare bede om fuglefløjt, skumsprøjt og lun luft fra sydvest. Måske også en kop skoldhed kaffe, når vi kommer ind igen, for temperaturer er der flere af derude, men de er ret lave. Det bliver sååå godt.

Kæmpe tak til Carsten og alle de frivillige for den fantastiske indsats.

tirsdag den 16. april 2024

Standerhejsning

 Standerhejsning er dagen, hvor vi hilser sæsonen velkommen. Vi hejser standeren med hjælp fra vores yngste medlem - medens hornene blæser "til tops".

(Foto:Nicolai)

 Derefter synger vi vores "nationalsang", - "Sejleren fra Rungsted", og så skydes der til skafning. Skafningen sker ved klubhuset - tilmelding nødvendig og bindende (kr50/Grillpølser, øl, kartoffelsalat) - Klik her. Derefter almindelig klubhygge - og måske formanden siger et par (let) bevingede ord.

Håber vi ses lørdag den 27. april klokken 1200 på havnen.

 

fredag den 12. april 2024

Kapsejladsaften

 Vi fik afholdt en kapsejladsaften forleden. Det gik nogenlunde sådan for sig:

Der var hygge og fællesspisning i klubhuset klokken 1800, og derefter riggede Christopher både kaffe og rigelige mængder kage til. Og så gik det slag i slag.

Et uddrag af kapsejladsbøger

 Det var ellers ikke nogen helt nem opgave, for hvad indeholder egentlig en kapsejladsaften for begyndere og let øvede? Hvor skal man starte, for at blive dem der er foran til sidst? Jeg startede med at lægge en stak bøger på bordet, for der er mange ting at vide. Nogen af bøgerne ses herover.

 Derefter gik det slag i slag. Først var vi en tur rundt om et par gode råd fra nogle af de store koryfæer; Dernæst kom jeg ind på, hvor komplex kapsejlads faktisk er. Der er utroligt mange ting, der skal fungere, hvis man vil sejle stærkt. Det er ting som mindset, fysik, team, båd, rig, sejl, trim, taktik, vindspring, nærkamp, pladsfordeling, instrumenter... Hver især indeholder nok til een hel aften, men nu er det jo altså en intro til kapsejlads.

Så - lidt over syv - kom vi endelig til kapsejladsreglerne. Dem skal man jo simpelthen bare kunne; Ellers får man klø. Vi gennemgik de vigtigste regler, nemlig 10-18, 21, 31 og 69 - herunder nåede vi også at se på forskelle på søvejsregler og kapsejladsregler. Derefter - og det var vist fint - en kort pause til lige at få ro på hovedet...

Så tog vi fat på selve sejladsen med "banen rundt"; Det var et forsøg på at omsejle banen virtuelt med anvendelse af regler undervejs - når både mødes. Detaljegraden kunne gøres enorm ved at putte alle taktiske overvejelser ind, men det må vente til en anden gang. Vi nåede at starte, vi nåede at runde toppen, og vi nåede at se på laylines og også at se polardiagrammet, men vi kom faktisk ikke til måltagningen, for så var tiden gået.

Det blev en introduktion i kombi med konkret gennemgang af regler, og en håndfuld anekdoter fra mine 45 år på kapsejladsbanen. Forhåbentlig har nogen fået lyst til at starte på kapsejlads, medens andre måske har fundet ud af, hvad man skal vide mere om eller træne mere. 

Der er ihvertfald rigeligt med materiale til en aften eller to mere med overskrifter som "Angreb og Forsvar", "Frække Manøvrer", "Taktiske Tricks", "Protesten", "Systematik" og meget...

Tak for en god aften i Rungsted Sejlklub, og tak til Christopher for tage initiativ til denne aften og sføli tak for masser af lækker, klassisk citronmåne.

/Nicolai

fredag den 17. september 2021

Hventur

Som Rasmus har skrevet på fjæsen:

Traditionen tro arrangerer RS sejltur til Hven d. 26. september.😀😜🇩🇰  Alle er velkomne: Sejlerskoleelever, andre medlemmer, familie, venner, børn osv.
 
Stemningsbillede fra turen i 2018
 
Vi mødes på havnen ved mole 8 kl 0900 og sejler til Hven enten i skolebådene eller i egen både.⛵️🤩 Arranger gerne indbyrdes hvem der sejler med hvem og i hvilken båd.
 
Klubben sørger for at grillen i Kyrckbacken havn er tændt og klar til medbragt mad og hygge😀
 
Skriv gerne på mail eller i FB gruppen “RungstedSejlskole” hvis du/I vil med.