![]() |
| Et er søkort at læse... |
mandag den 7. september 2026
Duelighedsbevis
tirsdag den 2. december 2025
Navigation, duelighed
Sæsonen går på hæld, og julen kommer nærmere, men vigtigst af alt: Vi skal i gang med Navigation. Duelighedsteori. Det starter den 29. januar, og derefter går det slag i slag.
Tilmelding på klubbens hjemmeside - klik her: Duelighedsteori
Det handler om bøjer, signaler, vigeregler, vejrudsigter, nødsignaler, pejlinger og kortlæsning. Alt det som man helst skal kunne for at føre et skib - og faktisk nå frem til den planlagte destination.
![]() |
| Lidt bøger i udvalg. (Foto: Nicolai) |
Vi skal ikke læse alle bøgerne, men vi skal snuse til et par stykker, så vi faktisk kan finde vej... også i mørke.
Er du ny sejler eller for den sags skyld rutineret sejler - uden duelighedsbevis, så er det den oplagte julegave - til dig selv eller til en ven: Et teorikursus i navigation.
Så altså... Tilmelding på klubbens hjemmeside - klik her: Duelighedsteori
fredag den 4. april 2025
Teoretisk duelighed
I denne uge er der kommet 8 elever gennem den teoretiske del til Dulighedsprøven.......Kæmpe tillykke til dem alle, - de fik alle rosende ord med på vejen. Kæmpe tak til sejlskolen for indsatsen.
onsdag den 29. januar 2025
Duelighedsteori
Så er det lige op over... duelighedsteori starter i morgen, torsdag den 30. januar.
![]() |
| Uhadada, hvor bliver vi kloge! (Foto: Nicolai) |
Vi skal kloge os, men det skal også være hyggeligt - her i den mørke tid. Der er enkelte ledige pladser, så hvis du er susende hurtig, kan du måske lige nå at komme med på vognen... ehh båden...
Vel mødt...
lørdag den 12. oktober 2024
Praktisk duelighedsprøve
Så var det tid til den praktiske duelighedsprøve. De, der havde meldt klar, fik masser at arbejde med: Vind i sejlene og saltvand i håret. Der var nemlig lovet 9m/sec i middelvind og op over 12 i pustene. Min vejrudsigt truede med pust på 14. Heldigvis var der ikke nær den regn, som vejrudsigten (også) havde truet med.
![]() |
| De indledende bønner. (Foto: Nicolai) |
Medens det pev fra vest, og Amarilla ivrigt rykkede i fortøjningerne, stimlende prøvedeltagere, gaster, censor og hangarounds sammen ude på gæstemolen for at mumle de indledende bønner til vejr og havguderne.
Så blev der ellers kastet los. Først dampede første hold afsted i Amarilla med mindst 2,99knob inde i havnen. Dernæst var der en enkelt prøvetager, som foretrak at tage prøven i Ynglingen.
| Yngling i friskt vejr. (Foto: Nicolai) |
Os på molen råbte - kun lidt i sjov - "vi ses om lidt" - og minsandten om ikke de fleste kom ind igen og så glade ud, omend der lige skulle voteres lidt, men altså:
Kæmpe TILLYKKE til de nye indehavere af duelighedsbeviset, - og KÆMPE tak til instruktører, elever, bådsmænd, censor og RS for at gøre det hele muligt.
Det er så skønt, for så er der nye skipperskrøner at fortælle til julefrokosten. Jeg glæder mig allerede.
/Nicoai
.
fredag den 26. april 2024
Duelighed, examen, standerhejsning
Fuglene pippe og græsset er allerede megalangt. Nåja, ikke søgræsset men alligevel... Sæsonen kommer nærmere. Ja, faktisk er den allerede så småt i gang, for der er blevet sejlet kapsejlads, og for ikke så længe siden afsluttede sejlskolen så forårets duelighedsteori med examen.
![]() |
| Teoriaften i RS. (Foto: Julie?) |
Det gik rigtig godt. Alle bestod. Stort tillykke til alle - og så er vi klar til den praktiske del af sagerne - vi tager fat på praktikken med snoretræk og mystiske ord i begyndelsen af maj; Det er snart, - det er meget snart, men først skal vi lige have hejst standeren. Det er den 27. april klokken 1200 ved masten op havnen. (Tilmeldingslink)
Tak for nogle hyggelige omend travle aftener i løbet af vinteren; Og ikke mindst kæmpe tak til de frivillige i undervisningsteamet: Rasmus, Boris, Molte og Nicolai.
mandag den 29. januar 2024
Lys, duelighedsteori og kapsejlads
Lyset vender tilbage. Vi ved det jo godt, men det er alligevel altid rart, når man faktisk kan mærke det. I dag stod solen for eksempel op allerede 0803. Hurraaaah!
| Lyset vender tilbage og vi skal igang. (Foto: Nicolai) |
Det betyder også, at Duelighedsteori starter på torsdag. Det bliver så fedt at komme i gang med noget ægte sejlningsnørderi.
Er du ikke tilmeldt? Så er det lige op over, men der kan klemmes et par stykker mere ind på holdet
Og så... på lørdag går det løs med kapsejlads en miniature. P.t. er 10 både tilmeldt til Hue Handske Cup 2024. Så håber vi bare på snebyger. Ved du ikke, hvad Hue Handske Cup er, så rul lidt ned ad siden og se efter både, eller klik her.
Velkommen til 2024.
PS: Billedet er fyret på Rungsted Havn. Fuld opløsning, så klik på det... det kan bruges til baggrund.
fredag den 15. december 2023
Tilmelding til duelighedsteori
Ohøj alle gæve sejlere in spe... det er tidtil at tilmelde sig duelighedsteori, som køre i februar/marts.
Tilmelding sker via dette link: Duelighedsteori
torsdag den 2. november 2023
Tillykke og tak
Duelighedsprøverne er vel overstået. Det blev en udfordrende og ret kølig dag. Der var friske vinde fra det østlige hjørne med deraf følgende halvstore bølger. Det er ikke det, vi har trænet allermest i år, hvor det enten har blæst en halv pelikan eller slet ikke.
![]() |
| Fra duelighedsprøverne. (Foto: Nicolai) |
Alligevel bestod alle, så derfor et stort TILLYKKE til Lars, Lise, Torbjørn, Martin, Anne, Allan, Lars og Jens. Godt kæmpet.
Og lad os ikke glemme indsatsen fra Rasmus, sejlskolen og bådsmænd. Det kan jo ikke være helt skidt, når alle består. Kæmpe tak til klubben og selvfølgelig også til vores censor, Christian.
onsdag den 25. oktober 2023
Praktisk duelighedsprøve
Det blæser og regner. Bladene falder og det samme gør temperaturerne. Solen skinner lidt mindre; Faktisk så meget mindre, at det er for mørkt til at sejle på hverdage mellem 17 og 19. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er efteråret landet.
Sejlskolen gør klar til den praktiske del af duelighedsprøven, og det er jo altid lidt spændende. Sidste gang der var prøve, så vejret således ud:
![]() |
| Duelighedsprøve. (Foto: Nicolai) |
Når prøverne er overstået, kommer skolebådene på land. Så må vi desværre nøjes med at drømme om at komme på vandet, men vi går ikke helt i hi.
![]() |
| Stormen i fredags. (Foto: Nicolai) |
Heldigvis er der fredagsbar vinteren over, og vi kommer også til at afholde et par aftener i klubhuset med forskellige temaer - måske om kapsejladsregler, bundbehandling, cruising, meteorologi, knuder og knob og hvad ved jeg... der er mangler emner. Og så er der navigation - teoretisk duelighed - i det tidlige forår. Stay tuned.
onsdag den 16. august 2023
Kapsejladstræning
Kapsejladstræning i RS! Awaba? Hvorfor laver vi nu det?
Godt spørgsmål, men svaret er enkelt. Vi startede sejlskolen i 2014 med to ynglinge. Først i 2019 kom der mere gas under kedlerne, for der fik vi købt flere og større både og etableret egentlig sejlskole med Rasmus som sejlskolechef. Det var altsammen både dejligt og godt, men...
![]() |
| Perfekte ticklers fra Cirrus (Kasia styrer) |
Sejlskolen voksede, og sammen med Nivå Sejlcenter startede vi også duelighedsteori op. I løbet af nogle år kom der nye sejlere med duelighedsbevis ud af det. Og så kom spørgsmålet: Hvad skal vi så bagefter? Jah, for en sejlskole, den tryller landkrabber om til nysejlere med duelighedsbevis. Man lærer simpelthen håndværket. Det handler om bundmaling, fortøjring, tilrigning, grundlæggende manøvrer og basis-håndtering af båden. Så er man klar til cruising.
![]() |
| Fra banen |
Der er ingenting galt med cruising. Det kan man øve sig på i evigheder, og for nogen er det bare sagen. Spørgsmålet er dog, hvordan kommer man til videre til næste niveau efter, at duelighedsbeviset er i hus. Der er mange muligheder. Langturssejlads, hårdtvejrssejlads, flodsejlads, matchrace og kapsejlads er alle discipliner, som kommer efter duelighedsbeviset. Der findes andre og mere specielle discipliner. Singlehandsejlads exempelvis. (Og Puc snælgab, hvis nogen kan huske det) Nogle af dem kan være svære at putte ind i en 2-3 timers session, men en kapsejlads... det fungerer. Og det er superlærerigt.
![]() |
| Tirsdagsmatch |
Hvorfor er det det? Jow, - duelighedsbeviset handler mest om den enkelte persons færdigheder, så man kan fungere som skipper. Kapsejladsen handler om helt andre ting. Optimering af skrog, rig, sejl, taktik, spiler og ikke mindst teamwork. Der er en grund til at man ofte ser matchrace brugt i kurser med temaet teambuilding. Der er også noget med tempoet i manøvrerne, som skal være en del højere ved kapsejlads.
![]() |
| Udsigt fra en aftenmatch |
Pludselig er det ikke nok at trække fokken ind i adstadigt tempo. Næh, nu skal det gå så stærkt, at fokken står perfekt på den nye halse - i samme sekund som batmand afslutter vendingen. Er det en genua, så skal der være to mand til denne opgave, og det skal koordineres nøje. Genuaen skal sføli først sættes til sejtræk, hvorefter løjgangen skal justeres, og så skal genuaen fintrimmes til højde, - når båden igen er oppe i fart.
![]() |
| Solnedgang over Rungsted Havn |
Der er nok at se til, så man er godt brugt efter sådan en sejlads. Både mentalt og fysisk, men det gør ikke noget - bare selskabet er godt og humøret er højt, og når man så slutter af med sådan en solnedgang her, så mangler der ikke meget, for at aftenen er perfekt. Det skulle da lige være en øl og en burger på Kaptajnen.
Vi har p.t. to 806ere på banen, men vi ser gerne, at de to IFere også kommer ud om tirsdagen. Der mangler vi lige nogle besætninger. Er det noget for dig, så kontakt os endelig. Og hvis du kan påtage dig instruktørrollen, så er det bare endnu bedre. Og man skal ikke tage fejl af IF feltet. Der er nogle skrappe gutter derude.
tirsdag den 11. april 2023
Duelighedsteori overstået
Før påske afsluttede vi årets duelighedsteori med en omgang examen, og det var en stor fornøjelse. Duelighedsteori er en svær disciplin, for rigtigt mange spørgsmål kan bedst besvares med et "Sådan cirka", "Prøv at gætte" eller "Det sjusser man sig til".
Den slags svar fra "professoren" bliver nemt lidt frustrerende, især fjerde eller femte gang. Alligevel bestod alle, så selvom programmet var (synes jeg) lidt stramt - fik vi åbenbart gennemgået de væsentligste ting. Det er iøvrigt fantastisk at se, hvor forskelligt sådan en duelighedsopgave kan løses. Stort tillykke til kursustagerne - og kæmpe tak til Rasmus og undervisningsteamet.
Kort efter fejrede vi det gode resultat over en kop kaffe/øl/hvidvin i klubhuset. Det tænker jeg er til gentagelse næste gang, der er teori.
PS: Next up er klargøring af både, så vi kan komme ud og prøve alle vores duelighedsteorier af i praksis. Check kalenderen...
onsdag den 21. december 2022
Sejlskole, duelighedsteori 2023
Så er tilmeldingen til teoriundervisningen i vinteren 2023 åben!
Du kan læse mere om indhold, mødedatoer mv. samt tilmelde dig - hvad enten du allerede er medlem af klubben eller ej - på vores medlemsportal her.
tirsdag den 15. november 2022
Dueligedsbeviser og ris/ros
Så er det vist blevet efterår. Temperaturerne er for nedadgående og kapsejladserne er blevet færre. Vores klubbåde er kommet på land, og der er blevet hygget om dem, så de kan klare vinteren. De står lige foran klubhuset, så vi kan sidde inde i varmen med en kop kaffe og glæde os til sæsonstart, mens vi øver pælestik på ryggen.
![]() |
| Bådhygge |
Sejlskolen har fået uddannet 11 nye sejlere så godt, at de slap igennem nåleøjet. De kan nu kalde sig Duelighedsbevisindehavere. Superflot. Tillykke til alle.
![]() |
| Tørdok |
Og
I aften er der ris/ros og hygge for sejlskole og hangarounds, - og så vidt jeg har forstået, vil Rasmus også udlevere de nye duelighedsbeviser.
Vi ses...
torsdag den 6. januar 2022
Sejlskole, teori
Godt nytår.
Vi skal til at i gang med duelighedsprøvens teori i sejlskoleregi.
Skriv snarest til Rasmus, hvis du er interesseret i at deltage.
| Uhh, hvor skal vi være kloge |
mandag den 11. oktober 2021
Praktisk Duelighed
Update: Endnu to var til praktisk duelighedsprøve i går, - torsdag; Begge bestod. Stort tillykke her på kanten af sæsonen. Iøvrigt en skøn aften til en sejltur.
Sejlskolen holdt prøve i praktisk duelighed i weekenden. Forholdene var omskiftelige - både med og uden vind og lidt sol. Alle prøvedeltagere bestod. Stort tillykke med det. Så er det tid til at planlægge sommerferien 2022.
![]() |
| Spilersejlads i vores 806! |
Jah, så smuk kan udsigten være, når man er på sommertogt!
mandag den 31. maj 2021
Tillykke
Vi holdt - sammen med Sejlcenter Nivå - examen i den just forløbne weekend, og fra sejlskolen og klubben skal der lyde et stort tillykke til de nybagte indehavere af teoretisk duelighed.
Vi glæder os til at tage fat på næste kapitel, - for de flestes vedkommende i form af praktisk duelighed og dermed altså hele pakken: Duelighedsbeviset.
Godt vi kom i gang i foråret - Corona til trods...
tirsdag den 16. februar 2021
Sejlskole, Duelighedsteori
Sneen daler, Coronaen raser, og selvom det er svært at fornemme, så kommer foråret altså nærmere. Vi skal i gang med duelighedsteori.
![]() |
| Det sner også på månen. (Båden hedder Luna ;-) |
Årets duelighedsteori holdes ligesom sidste år - sammen med de hyggelige og erfarne gutter fra Nivå Sejlcenter. Modellen er (også) den samme som sidste år: Vi tager nogle weekender med komprimeret pensum, så vi slipper for at bruge hver torsdag aften i 18 uger.
Sneen kommer
(forhåbentligt) ikke i vejen, men det gør Corona: Alle klubhuse skal
p.t. være lukkede, så vi har planlagt at gå virtuelt. Det betyder, at vi
vil gennemgå materialet på et fælles online møde, hvorefter vi vil være
der til spørgsmål ved opgaveløsning. Så ja, du skal bruge en computer,
internet og et par lyttebøffer.
Denne undervisningsmodel gør nogle ting nemmere - andre ting sværere, og det vil givet være en rigtig god ide at møde forberedt op - altså lige at læse pensum igennem - inden mødet.
Så altså...
Skal du med på holdet, så er det med at få sig tilmeldt: Kontakt vores kasserer på mail: rungstedsejlklub.kasserer@gmail.com
Datoer:
- 27/28 februar 0900-1300
- 20/21 marts 0900-1300
- 10/11 april 0900-1300
- 17/18 april 0900-1300
![]() |
| Lidt guf fra virtuel kapsejlads |
Vi ses,
mvh Sejlskolen / RS
søndag den 19. januar 2020
Duelighedsprøve, teori
Vi er klar med en omgang Duelighedsteori hen over foråret. Det bliver en forholdsvis intens omgang - hen over en håndfuld lørdage i foråret - med afsluttende examen, som udgør den teoretiske del af Duelighedsprøven.
![]() |
| Det skal du bruge! |
Tilmelding til Rasmus fra sejlskolen, - snarest. (Se fanen info)
torsdag den 17. oktober 2019
Mere duelighed
![]() |
| Cidre ou champagne? |
| Ikke mere fiskeføde der... |
























