Kort nyt

Fuld fart på sejlsæsonen.

lørdag den 25. april 2020

En lille bitte smule i gang

Hvad er status?

Tjah, indtil i søndags var Sejlunionens melding denne: Klubhuse skal holdes lukkede jvf forbudet udstedt af regeringen den 18. marts. Alle aktiviteter, der involverer fysisk fremmøde, skal aflyses. Under dette regelsæt må al aktivitet nødvendigvis indstilles.

Naturligvis undtaget elektronisk sejlads, hvor man heldigvis godt kan være flere om een båd. Typisk een på ror og storsejl og en anden på fok og spiler. Tredjemanden (M/K) kan så være taktiker.
Two handed virtual racing

Det er nu ændret en anelse på meldingen fra Sejlunionen. Mandag den 20. april landede der nemlig nye retningslinier i min mailbox.

Klubhuse og toiletter er fortsat lukkede. To-meter og ti-personers reglerne gælder fortsat, og der skal afsprittes konstant ved delte idrætsredskaber, men følgende tillades under iagttagelse af 2er og 10er reglerne:
  • Klargøring og søsætning.
  • Landbaseret coaching i små grupper. (1+9)
  • Sejlads med MAX 2 personer ombord. Der kan kun sejles med fast makker eller familiemedlemmer.
  • Begyndere / urutinerede sejlere, som må forventes at have brug for trænerassistance anbefales at blive hjemme.

Der er også åbnet - meget forsigtigt - for prøveafholdelse - teori.

I det hele taget er det fortsat meget restriktivt, vanskeligt og usjovt at være sejler. Se hele Sejlunionens anbefaling - klik her.


Update:  Sejlunionen har netop sendt nedenviste knastørre tekst.

----- klip ----- klip ----- klip ----- klip -----
Til klubformænd, ungdomskontakter, kontaktpersoner for kapsejlads og surfkontakter samt formænd for klasseorganisationer

Under de nugældende coronarestriktioner, kan sædvanlig kapsejladsaktivitet desværre ikke gennemføres. Det skyldes både forsamlingsforbuddet og anbefalingen om at holde afstand.
...
----- klip ----- klip ----- klip ----- klip -----

fredag den 3. april 2020

Træls med træls på...

Træls med træls på eller noget.

Vi synes ikke, det er spor sjovt at sidde hjemme, når bådene skriger på pudsning, søsætning og sejlads, og så har vi slet ikke nævnt det vigtigste område i hjernen, nemlig sejlcenteret, som jo i den grad har abstinenser.
Total Corona-sikker sejlads... (Foto: NMMA)
Snart kommer påsken, og jeg har lige set en vejrudsigt, der lover 17 grader. Sytten. Hvad skal vi med det, når man ikke må "gå i bådene"?

Man kan selvfølgelig altid tage primusen ud på terrassen og koge en kaffe, medens man fixer tov-ender. Takle, snitte, varme, takle, snitte, varme. Hele påsken. Det bliver nok en rennaisance for den jyske drik "en bette sort". Selvom jeg godt kan  komme i tanke om et par både, der trænger til sådan en tur, ville klar vende, læ, klar vende læ, nu alligevel være sjovere. Nuvel, det må vente.

Dansk Sejlunion har opdateret deres Corona-anbefalinger, og det er ikke morsom læsning. Faktisk er det så usjovt, at jeg måtte rulle op og checke datoen een gang til - det kunne jo være aprilsnar, men nej...

Vores Sejlunion anbefaler at al aktivitet - indendørs som udendørs herunder sejlads, eksaminer, generalforsamlinger, klargøring, søsætning, standerhejsning m.v. - indstilles. Faktisk skriver de direkte, at alle aktiviteter, hvor klubmedlemmer mødes skal aflyses, og klubhuse skal holdes lukket. Det er æv, men det er nok alligevel det klogeste. Akja, korte rør og primuskaffe må sikre, at sejlcenteret ikke sygner helt hen... og forventningens glæde...

God Påske,

Formanden


PS: Rul ned for at se, hvordan det gik til årets første sejlads: Hue Handske Cup.

UPDATE: DGI og DIF opfordrer fortsat alle idrætsforeninger til at aflyse alle aktiviteter, der indebærer fysisk fremmøde. Se her: DIF

UPDATE 2: Jvf seneste nyhedsbrev fra Dansk Sejlunion bremses al kapsejlads nu aktivt ved at standse udstedelse af kapsejladslicenser i form af  klassebeviser og DH målerbreve.  

tirsdag den 24. marts 2020

Opdatering...

Vi vil sååå gerne på vandet, men vi er desværre nødt til at vente lidt endnu, for verden er af lave; Når selv OL bliver udsat, så ved man, at det er alvor.
Et billede fra den blå hylde (Foto: NMMA)

Statsministeren beder os om at blive hjemme, ikke gå på cafe, undgå offentlig transport, lukke sportsklubber og klubhuse - hvis vi ellers havde et, undgå forsamlinger på 10+ personer samt at vise hensyn og samfundssind.

Dansk Sejlunion beder os om at lukke klubhuse og aflyse  eller udsætte alle aktiviteter, herunder generalforsamling, standerhejsning, bådklargøring, sejlskole m.v.

Selvom det kribler i fingrene for at lave båd og komme ud på bølgen blå, bliver vi hjemme. Det gør vi naturligvis - omend ikke med glæde, fordi vi bliver bedt om det, fordi vi udviser samfundsind og ansvarlighed, og fordi vi passer på hinanden. 

Lige nu må vi simpelthen nøjes med at håbe, at det snart bliver muligt at komme på vandet. Kun ganske få ting tæller på plussiden: Det er med stor sandsynlighed varmere, når vi kommer i gang.

onsdag den 11. marts 2020

Aktiviteter og Corona

Bestyrelsen i RS ser med største alvor på den seneste udvikling omkring Corona virus i Danmark, og vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger.

I det omfang det er nødvendigt, vil vi kommunikere direkte med berørte medlemmer - ellers vil vi bruge vore vanlige kommunikationsveje: Web og Facebook grupper.

UPDATE: RS sætter al aktivitet på pause måneden ud. Det gælder såvel  duelighedsteori som examen samt generalforsamling plus andre ikke kalenderlagte sæsonforberedende aktiviteter.  

Se endvidere DS hjemmeside om samme. 

lørdag den 8. februar 2020

Blæsevejr på vej

Der skete noget helt nyt forleden. En mail dumpede ind i den elektroniske postkasse! Den var fra forsikringsselskabet, som lige ville minde om, at det vil være en god ide at checke fortøjninger og pressenninger inden søndagens blæsevejr.
Pust (Grafik: NMMA)
Det har jeg aldrig prøvet før, så jeg slog vejret op, og ganske rigtigt: Medens det var tæt på vindstille og sol og fuglekvidr, så meldte (trusty old) Windfinder om ret meget vind. Faktisk topper den på 27 sekundmeter i Rungsted søndag aften. Det er alligevel noget tid siden, at man sejlede DM i den slags vejr, og da knækkede masterne. (101 DM i Præstø i slutfirserne)

Advarslen er hermed givet videre, idet jeg tillader mig at håbe på, at de overdriver lidt. Det gør de nu sjældent, så det bliver nok til en tur på havnen i morgen. Tak, Pantaenius.

lørdag den 1. februar 2020

Hue Handske Cup, resultat

Dagens Hue Handske Cup bød på 10 skønne og til tider udfordrende sejladser.
Hue Handske Cup 2020 (Foto: NMMA)
Her er den korte version: DEN73, DEN187, DEN78, DEN171, DEN203, DEN102, DEN222, DEN186, DEN166, DENXX, DEN200, DEN185, DEN212, DEN29, DEN216, DEN207, DEN133, DEN174, DEN204.

UPDATE1:
Her er den fulde version. Der var en enkelt, der skiftede båd undervejs grundet nedbrud. Det er normalt en alvorlig sag, men de skrappe klasseregler betyder, at det ikke gav vedkommende nogen fordel. Alligevel blev både kort inspiceret først. Sejlnummeret er rettet til i resultaterne.

Hue Handske Cup 2020, endelige resultater
Resultaterne kommer ind på den officielle HHC side i løbet af ugen. 

UPDATE2:
Billeder i fotoalbummet - link i højre kolonne.

Tak til alle for deltagelse og hjælp, og tak til KDY for husly. Beretning følger.

fredag den 31. januar 2020

Sæsonstart NU!

Så tager vi hul på 2020. Det sker med et brag, og det er lørdag den 1. februar, hvor vi søsætter hele tre ting på een gang:
Uhada, hvor bliver vi kloge. (Foto: NMMA)
  1. Duelighedsteori
  2. Hue Handske Cup
  3. 2020 bobler
Hue Handske Cup - nu uden forfrysninger (Foto: NMMA)

Dueligheden er fra 0900-1300 på Vallerødsskolen.Op ad hovedtrappen og til højre.

Hue Handske Cup er på eller rettere i havnen med første start klokken 1100.
2020 boblerne er umiddelbart i forlængelse af Hue Handske Cup på første sal i den nordlige ende af klubhuset.

UPDATE: Deltagerliste under fanen Race...

Dagen sluttes af med bobler

Til Hue Handske Cup og boblerne har vi lånt et lokale af KDY, og det er vi supertaknemmelige for. Det bliver på første sal i klubhusets nordlige ende.

Da vi ikke kender lokalerne så godt, så er den ernæringstekniske situation dog en smule uafklaret, så ovenstående billede oversælger en anelse. På ægte sejlklubsagtig vis vil vi gerne, hvis det er muligt, at man selv medbringer et glas. Boblerne kan vi til gengæld godt stå inden for.

Vel mødt til en herlig dag med sejlads - måske endda Champagne-sejlads :-)

søndag den 19. januar 2020

Duelighedsprøve, teori

UPDATE:  Datoer i kalenderen. Næsten "carved in stone".

Vi er klar med en omgang Duelighedsteori hen over foråret. Det bliver en forholdsvis intens omgang - hen over en håndfuld lørdage i foråret - med afsluttende examen, som udgør den teoretiske del af Duelighedsprøven. 
Det skal du bruge!
Forløbet drives i samarbejde med de rutinerede folk i Sejlcenter Nivå, og vi glæder os meget til at komme i gang. Og stedet? Det bliver på en skole i 2970. Se nærmere i Facebookgruppen for sejlskolen.

Tilmelding til Rasmus fra sejlskolen, - snarest. (Se fanen info)

tirsdag den 7. januar 2020

Hue Handske Cup 2020

Vi siger godt nytår med programmet for Hue Handske Cup 2020, og efter sejladsen - cirka 1430 byder RS på et glas bobler til medlemmer og kommende medlemmer.

Vel mødt!