Kort nyt

Fuld fart på sejlsæsonen.

onsdag den 26. september 2018

Iffer nummer to

Så skal vi byde velkommen igen... Denne gang er det dog til et nyt medlem af flåden. Bådudvalgets formand har igen været på banen og fundet os en skøn IF-er til sejlskolen. Se bare her:
Suflot
Vi er stadig glade for Ynglinge, men en IF-er (eller en Iffer) er simpelthen bare mere alsidig. Den kan både sejle, koge kaffe og så kan den overnatte på Ven. Hvis vi skal have hyggen tilbage i dansk sejlsport, så er det vejen frem.

Båden er allerede leveret af sælger, så vi når at tage Suflot i brug inden sæsonen er ovre. Det bliver så godt. Stor tak til bådudvalgets formand for indsatsen; Også stor tak til havnechefen, som har været lynhurtig til at få kabalen med havnepladser til at gå op.


tirsdag den 28. august 2018

Støttemedlemsskab

Flere og flere spørger, om vi dog ikke har en støtteforening eller et støttemedlesskab. Det er vi beærede og taknemmelige for.

Vi siger tak for al hjælp, støtte og rådgivning
Vi vil naturligvis allerhelst have aktive medlemmer, men det kan jo være sådan, at man ikke lige har tid, bor et andet sted, eller at man bare ønsker at støtte genskabelsen af en aktiv, lokal sejlklub på Rungsted Havn, - også selvom man ikke selv er aktiv sejler.

Vores energi skal ikke brændes af på unødig papirnusseri, så derfor har vi ikke etableret en egentlig støtteforening. Til gengæld har vi  mulighed for passivt medlemsskab.

Med et passivt medlemsskab tilkendegiver man sin støtte til Rungsted Sejlklub - såvel moralsk som økonomisk. Vi kvitterer så med et medlemskort, adgang til vores klubhus - når vi altså får et - samt adgang til lokale vinter arrangementer.

Så altså... passivt medlemsskab eller støtte medlemsskab: Send os dine stamdata - fuldstændigt som ved aktivt medlemsskab. Se fanebladet kaldet "Indmeld" lige herover.

Og husk: Støtte er også et like på facebook eller en tshirt i vores webshop.

mandag den 20. august 2018

101 Klassemesterskab

Så fik vi sendt 101erne afsted på den sidste del af deres klassemesterskab, og dermed har vi fået testet vores motoriserede fartøj som dommerbåd. Det gik fint.
Klargøring
Der var både flag og skud, og procedure lige efter bogen. Det er det nemmeste, for så skal man ikke "udgive" så meget papir. Det var så kun DEN11, der havde læst bogen! Starten var en spilerstart og banen var "Rundt i det centrale Øresund".
Skønt vejr
Vejret var ganske udmærket. Dog var der ikke 30 grader, som vi er blevet forvent med, men både vand og vind var da over 22, så vi sad derude i shorts og t-shits.
DEN170 giver den gas
Medens de sejlede, kunne vi nå at tage lidt billeder, og derefter futtede vi ind efter en burger på The Captain. Deres burger er jo altid god, og måske skal banen være en lille smule længere næste gang, for der var ikke meget tid til overs til kaffe. Den måtte vi tage på thermoen.
En reparation
Da alle var i mål, tøffede vi over og fixede flaget på D-mærket; Det sad nemlig kun i een snor og lignede mere en klud end et flag. Nu ser det ud som vist ovenfor.

Til moleøllen kunne vi - ligesom sidste gang - konstatere, at banen var godkendt. Desværre kunne ikke alle deltage i aftenens strabadser, men mon ikke det blev en god aften? Tak til alle, og forhåbenlig på gensyn næste år... Og resultatet?? Det kommer snarest på 101 siden. www.aphrodite101.dk.

Der er lidt flere billeder i fotoalbummet. Link et sted i højre kolonne.


onsdag den 15. august 2018

Et klubhus?

Newsflash: Vi er den genetablerede lokale sejlklub på Rungsted Havn. Vi har desperat brug for et klubhus til små og store arrangementer. Det handler om stævner, undervisning, sejlerstue, hangout for gæstesejlere, almindelig hygge og meget mere.

Konkret skal vi på lørdag bruge et sted med plads til omkring 25-30 spisende gæster.  

UPDATE: Tak for de mange henvendelser. Det konkrete problem på lørdag er løst med hjælp fra en lokal restaurant. Mon Kultur & Fritid støtter den slags?
En hvilkensomhelst container er bedre end ingenting

Siden 2014 har vi skrevet til havnebestyrelsen om hjælp til et klubhus. Vi er blevet positivt mødt af såvel den tidligere som den nuværende havnemester. Politisk er vi også blevet mødt med venlighed, men faktum er, at havnebestyrelse har ignoreret os. Der er ikke et klubhus endnu.

Nu spørger vi så, om der er andre i lokalområdet, en fond, en virksomhed eller andre, der kan hjælpe med en pavillion, en container, en skurvogn eller noget, der kan tjene som samlingspunkt for de lokale sejlere.

Vi har medlemmer med kølbåd, jolle, windsurf og motorsejlere. Vi driver sejlskole, har et dommerskib, tre skolebåde plus det løse og er på vej mod 250 medlemmer. Vi har intet - ikke en gang et læskur. Det kan simpelthen ikke passe, at der ikke kan findes plads til at retablere den lokale sejlklub på Hørsholm kommunes havn.

Jeg viser her et billede de faciliteter, man byder de lokale sejlere - sportsudøvere såvel som tursejlere, motorbådsejere, windsurfere, gæstesejlere og andet godtfolk.

De ydmyge faciliteter på Rungsted Havn

Ja, det er svært at forstå. Intet! Der er intet. Ikke engang et læskur. Ingen omklædning, ingen klubrestaurant, ingen ølautomat, ingen grillterrasse, ingen sejlerstue, ingen oplagringsplads. Havnemesteren har fundet 4 ydmyge kvadratmeter uoverdækket areal til os. Ellers intet.

Her kommer vi så... Ivrige, sejlvante, selvfinansierende lokalt forankrede kræfter mellem 20 og 75, som ønsker at drive en åben, demokratisk klub for alle med "saltvand i blodet". Vi kommer endda med planer om at medfinansiere en lang række tiltag, - herunder klubhus, omklædning, sejlerstue og ungdomsarbejde.

Det burde være en gave for Rungsted Havn, men kan de finde ud af at sige jatak..? Næhnæh. Havnebestyrelsen kan finde ud af se den anden vej.

Først i 2018 er der ved at ske en lillebitte ændring. Den nye havnebestyrelse har nemlig nedsat et udvalg, der - blandt andet - skal kigge på klubhus. På den lidt længere bane er der således - måske - grund til forsigtig optimisme. 

Dog er havnebestyrelsen opfyldt af egne ambitioner om at bygge en ny og større havn - og klubhuse er ikke en del af de planer. Det bliver spændende at se, hvor det hele lander.

 

tirsdag den 14. august 2018

Knarr VM til Team Gottfredsen

I dagene 5-11 august sejlede Team Gottfredsen (Rungsted Sejlklub) sig til tops og genvandt dermed VM i Knarr. Sejladserne, som også kendes under navnet IKC - International Knarr Championship, er kendetegnet ved, at man efter lodtrækning sejler i en ny båd hver dag. Det stiller extra høje krav til besætningen, og det er altså femte gang, at Team Gottfredsen er bedst til at klare disse.
Jesper, Anders, Kasper og Lars i aktion. Foto: Per Heegaard
Vejret kender vi jo fra TV transmissionerne fra Århus. Det har været udfordrende, og resultattavlen taler sit tydelige sprog. Selv de allerbedste har lavet nogle fede fratrækkere, men totalen siger altså 50 point til vores Knarrteam og 17 point ned til nummer to.

Stort tillykke til Lars og besætning herfra.

Team Gottfredsen er Lars Gottfredsen, Jesper Kjer, Anders Fisker, Kasper Bonnevie og Ejner Gottfredsen. De har ialt vundet IKC i 08, 12, 14,17 og nu 18. Se hele resultatet her: Link til IKC resultater, og læs mere om Knarren her: Link til Knarr sitet.

tirsdag den 7. august 2018

Efterårssæsonen starter

Velkommen tilbage fra ferien. Det er sommer. Det har været sommer et stykke tid, og sådan ser det ud til at fortsætte. Ergo er det sejltid. Ja, de sejler også ovre i Århus og endda på TV, men vi skal altså på vandet i Øresund... Dertil har vi søsat hestene, som det ses på billedet herunder:
Alle heste søsat
Dem skal vi nok få brug for, når vi laver kapsejlads den 18. August, men heldigvis er det ikke det eneste vi skal... Ved siden af ligger nemlig Filur og lurer på en badetur...
Cirka halvdelen af flåden
Og så er der jo altså også Vallerine, som gerne vil luftes sammen med nogle ivrige sejlere, - eller måske endda nogle kommende sejlere. Vi glæder os til at komme i gang igen.

tirsdag den 3. juli 2018

Sommerferie

Sejlskolen, alle andre skoler og alle andre holder sommerferie i juli måned, MEN...

Hvis vi ellers er hjemme, så skal sådan en smule ferie jo ikke forhindre os i at komme på vandet. Hop ind i facebook-gruppen og check, om der sejles, og meld dig til, så vi ved, om der kommer nogen i løbet af juli...

Kattegat på en sommerdag.
Ellers ses vi igen til august. Hvis vejret holder, bliver det en fantastisk sommer til et lille Ø-Cruise rundt i Danmark... God sommer!

torsdag den 7. juni 2018

Crowdfunding

Vi prøver noget nyt: Crowdfunding!
Mange bække små

Som skrevet i seneste nyhedsbrev, så vil vi gerne have os en IFer til sejlskolen. Bådudvalget var hurtigt på aftrækkeren, så den er klaret. Så mangler der bare den omtalte crowdfunding.
Filur er klar til nye eventyr

Ideen er, at dem som kan og vil, spytter i kassen til det fælles bedste. Som lovet, har jeg smidt den første tusse, og der er minsandten allerede kommet een mere. Vi er altså godt på vej.

Det handler om at nå 25k, som er prisen for en meget fin IFer med en meget fin indenbordsmotor. Som sådan kommer den alle klubmedlemmer til gode, idet den kan være sejlskolebåd OG dommerbåd.

Alle beløb er velkomne, og de kan indsættes på klubbens konto i Sydbank, Reg: 6824, Konto: 1013165. Husk at mærke beløbet med "Crowd", så vi kan se, hvad det er.

Når vi de 25k inden udgangen af august, så må vi hellere holde en lille indvielsessceance... og husk: Målet er ædelt: Vi vil have vores lokale sejlklub igen. 


mandag den 4. juni 2018

Sejlskolen udvider

Vi har købt os en superdejlig IF-er til sejlskolen. Det har vi gjort i erkendelse af, at Yngling er sjovt, men det er måske ikke det bedste sted at starte sejlads, hvis man er mest til hyggesejlads og har fyldt 30. Man må sige, at bådudvalget sadler og rider samme dag, for båden blev købt dagen efter Generalforsamlingen, hvor det jo altså blev etableret.
Filur i profil
IF-eren er et utroligt alsidigt fartøj, og netop denne IF-er er extraordinært alsidig. For det første er den nem og tryg at sejle. Den egner sig derfor supergodt til skolesejlads for begyndere. Der er også en spiler med, så man kan lege lidt mere...

Der ligger desuden en lille fin indenbordsmotor under cockpittet, og det gør båden egnet til at være dommerskib. Dertil kommer at sejlskolens medlemmer (med "bådkørekort") kan låne båden til en sejltur eller en weekend på Ven eller lignende.
Klædt på til en tur på vandet
Kort sagt, så er dette en båd, der kan alt, eller rettere - den kan muligvis ikke foile, men pyt med det. Mogens, som vi købte den af, har passet på båden siden den kom til verden, og alt sidder derfor nøjagtig lige der, hvor det skal sidde. Det er så meget i orden.
Test-sejlads
Vi glæder os rigtig meget til at se sejlskolens medlemmer ombord, og så tillader vi os allerydmygst at henvise til senest fremsendte email omkring finansiering; Det kaldes crowdfunding på nudansk. Vi er allerede godt i gang, men mere om det i et andet opslag.

Nu skal vi bare ud på den blå hylde...

torsdag den 24. maj 2018

Sejlskole 2018 Kickoff

Vi holder Sejlskole 2018 Kickoff torsdag den 31. maj. Se detaljer i facebook-gruppen - her er et direkte linke www.facebook.com/groups/RungstedSejlskole/
Gruppen er lukket, - altså skal man anmode om medlemsskab.
Et er søkort at forstå
Reminder fremsendes også på email. Får du IKKE reminder emailen, så er du ikke blevet registreret korrekt, og så må du meget gerne lige give et pip på email til bestyrelsen.