Lørdag den 9. september 2023 afholder Rungsted sejlklub åbent klubmesterskab for sejlbåde.
tirsdag den 8. august 2023
Invitation til Rungsteds Sejlklubs åbne klubmesterskab
mandag den 3. juli 2023
Ny RIB
Som besluttet på generalforsamlingen, har klubben indkøbt en ny (kun ganske lidt brugt), flot RIB. Vi glæder os til at bruge RIB'en til stævner, sejlskole og ungdomssejlads, hvor den giver os helt nye muligheder i undervisningen. Faktisk har den allerede været i brug som linjebåd til det nyligt afholdte Knarrstævne.
![]() | |
| Se nu bare her... |
Med velvilje og økonomisk støtte fra
- Friluftsrådets Lokalforeningspulje,
- Lundbæk & Hansen Bygningsforbedring A/S, og
- IC Arkitekter A/S
er klubben yderst taknemmelig for at kunne anskaffe båden med kun beskedne egenudgifter.
Den nye båd skal dog naturligvis have et navn, og her har vi brug for din hjælp og kreativitet. Send meget gerne dit bud på et passende navn til RIB'en til bestyrelse@rungstedsejlklub.dk.
lørdag den 24. juni 2023
fredag den 16. juni 2023
Sommer og sejlskole
Det var en meget stille aften i går. Vejrudsigten sagde under 2 m/sek, og det holdt stik. Vandet var spejlblankt. Team Amarilla var - som de eneste - fuldtallige, og vi besluttede os for at øve motorsejlads og ankring, indtil der kom lidt vind lidt over 18.

Skolesejlads i sommerhumør
Motoren startede i
første hug. Jah, den motor der næsten var på havsens bund for 14 dage
siden. Nogen vil huske, at beslaget gav efter, men der var en sikringswire på, så den ikke forvandt i det blå. Tøf tøf... rundt i havnen, ud på Sundet. Der var vind ovre under Ven, men der kunne vi ikke nå hen på en sejlskoletid. Ind under kysten i stedet.
Lav fart og udkig i stævnen - i respekt for Marthas sten - og et par andre, som ligger derinde - for enden af vandskibanen. Anker ud og plaaask... så var der to mand i suppen. Vi kunne ikke lige finde badestigen, så vi fik vendt, hvordan man faktisk hejser eller hjælper en person op - inden vandhundene selv klatrede op. Og så var der minsandten vind til at vi kunne sejle tilbage for sejl og lave en fin indlægning.
Så altså læring fra i dag: Motormanøvre i havn, ankring, badning og sikkerhed, indlægning for sejl, knob og knuder, men mest af alt... Der er ingen grund til at aflyse på grund af vindstille. Tak til Kasia, Jens og Klaus for en herlig tur på vandet.
fredag den 12. maj 2023
Ordinær generalforsamling
Tak for i går til alle, der deltog i generalforsamlingen. Jeg synes, der var god klubånd, god opbakning, og gode beslutninger, som skubber / trækker i den rigtigte retning henimod endnu mere rigtig sejlklub.
Der var også et par kritiske røster, og det skal der være plads til. Nogle spørgsmål var mest af opklarende karakter, medens andre handlede om, hvor vi er på vej hen. Den diskussion er altid interessant, for det er jo medlemmernes drømme, man prøver at indfri i en frivillig forening. Hvis man ikke har medlemmernes drømme med sig, så har man ingen klub.
Sådan
som aftenen landede, kan jeg med sindsro sige, at jeg glæder mig til de
næste par år i klubregi. Det bliver sjovt. Rigtig sjovt. Ud på den blå hylde.
PS: Referater m.v. kommer online snarest.
onsdag den 26. april 2023
Sundet Rundt
Sejlklubben Sundet inviterer til Sundet Rundt, som de havde stor success med sidste år - med 100 deltagere.
⛵
SUNDET RUNDT 2023 🎁 Så er vi klar igen! Forårsklassikeren Sundet Rundt
er åben for tilmelding - det er den bedste forårssejlads du kan
forestille dig. Læs mere her:
Vi håber at se jer til denne forårsklassiker! ⛵️ Og så håber vi naturligvis på at I bliver til efter sejladsen, hvor der tændes op i klubbens grill, hvor Sejlklubben Sundet inviterer på mad og drikke - alt sammen til dejlig live-musik!
fredag den 21. april 2023
Standerhejsning
Den kommer nærmere. Sejlsæsonen. Foråret er for længst startet med fuglekvidder, japanske kirsebærtræer og den skønne monotone lyd af slibemaskiner på havnen. I sidste weekend var der nærmest en smølfefest (sejlere med blåt slibestøv) ude foran klubhuset. Og se nu bare resultatet:
![]() |
| Fire flotte både er klar! |
Det myldrede rundt med glade nye og gamle - nej - rutinerede sejlere, som gjorde vores både klar til endnu en sæson med sejlskole, Ven-ture og i år også kapsejladstræning. I tirsdags satte Karsten og hans kumpaner så bådene i søen. Så nu er vi klar. Det bliver fantastisk at komme i gang.
Og igangsætning skal der til.
Standerhejsning er i morgen, hvor vi hejser standeren med god hjælp fra vores yngste medlem - medens hornene blæser "til tops". Derefter synger vi vores "nationalsang", - "Sejleren fra Rungsted", og så skydes der til skafning.
![]() |
| Første gang standeren sås var på en Yngling |
Skafningen sker ved klubhuset - tilmelding nødvendig via dette link: Standerhejsning. Derefter almindelig klubhygge - og måske formanden siger et par (let) bevingede ord i anledning af 10-års jubilæet.
Håber vi ses...
lørdag den 15. april 2023
Indkaldelse til ordinær generalforsamling 2023
Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling torsdag den 11. maj 2023 kl. 19.30 i klubhuset.
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsens beretning
- Forelæggelse af regnskab til godkendelse
- Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
- Udvalgsberetninger
- Behandling af eventuelle indkomne forslag
- Valg til bestyrelsen
- Valg af revisor
- Eventuelt
tirsdag den 11. april 2023
Duelighedsteori overstået
Før påske afsluttede vi årets duelighedsteori med en omgang examen, og det var en stor fornøjelse. Duelighedsteori er en svær disciplin, for rigtigt mange spørgsmål kan bedst besvares med et "Sådan cirka", "Prøv at gætte" eller "Det sjusser man sig til".
Den slags svar fra "professoren" bliver nemt lidt frustrerende, især fjerde eller femte gang. Alligevel bestod alle, så selvom programmet var (synes jeg) lidt stramt - fik vi åbenbart gennemgået de væsentligste ting. Det er iøvrigt fantastisk at se, hvor forskelligt sådan en duelighedsopgave kan løses. Stort tillykke til kursustagerne - og kæmpe tak til Rasmus og undervisningsteamet.
Kort efter fejrede vi det gode resultat over en kop kaffe/øl/hvidvin i klubhuset. Det tænker jeg er til gentagelse næste gang, der er teori.
PS: Next up er klargøring af både, så vi kan komme ud og prøve alle vores duelighedsteorier af i praksis. Check kalenderen...
søndag den 19. marts 2023
Praktisk sejlskole 2023 - åben for tilmelding
Rungsted Sejlklubs populære sejlerskole er åben for tilmelding. Hvad enten du allerede er medlem eller ej, kan du læse meget mere samt tilmelde dig på vores medlemsportal her. Men skynd dig - for der er kun få ledige pladser!






