Kort nyt

Fuld fart på sejlsæsonen.

tirsdag den 29. september 2026

Knarr DM resultater

 Så blev der sejlet Knarr. 

Knarr ræs. (Foto: Ukendt)

 Lørdag med masser af vind, og søndag med endnu mere, så søndag gav ikke flere sejladser. Resultatet kan sføli ses på Manage2Sail, men de kan også ses på klubbens facade, - eller lige her: 

Knarr DM 2026. (Foto: Nicolai)


 De tre første både blev DEN 135 med Søren Pehrsson, Nikolaj Bestle og Nils Bjerregaard fulgt af DEN 112 og DEN 90. Billedet herunder har jeg sakset fra Knarr klubbens hjemmeside, og hvis jeg har gættet forkert på fotografen, så skriv lige til mig. Tak.

Vindere. (Foto: Peter Bøttcher)
 

Sådan! 

Endnu et fantastisk Knarrstævne afviklet på fornem vis. Det er ihvertfald de meldinger, jeg har modtaget indtil videre. 

 

 

onsdag den 16. september 2026

Knarr Cup

 Så er det lige op over...

Knarr Cup 2026 coming up

I weekenden går det løs med Knarr Cup igen. Det er et større arrangement, så der er mange frivillige på banen - og på land for at klare morgenmad, bureau, bane, mærker, starter, resultater on alt muligt andet. 

Denne gang er Knarr Cup stævnet også Knarr DM. Det bliver spændende at følge. 

mandag den 7. september 2026

Duelighedsbevis

Igen i år tilbyder vi teoriundervisning i vores hyggelige klub.

Et er søkort at læse...

Vi starter onsdag d. 7. oktober og glæder os til nogle hyggelige og lærerige aftener i godt selskab 🙂 .........der er stadig få ledige pladser!
 
Følg linket, hvis du vil vide mere:

fredag den 28. august 2026

Sejlskole

 Der var god vind i går til sejlskolen... lige under 10 meter, for det peb ikke sådan rigtigt. Den stod i øst, så vi vendte Haddok 180 grader, så vi kunne sætte sejl inde på pladsen. Derefter fik den et godt skub udad, og så sejlede Pia Dorthe Rasmussen os ud af havnen. 

Skønt vejr til en tur på vandet. (Foto: Nicolai)

 Der skal lidt is i maven for at krydse ud, for man skal holde båden i gang, gå tæt til vinden, og man skal tæt på "siderne". Det er ikke blevet lettere at sejle for sejl i Rungsted Havn. Alle broer er forlænget med den effekt, at alle bassinger er blevet smallere i forhold til den oprindelige havn fra 1974. Nu ligger der ovenikøbet en sauna lige der, hvor nordbassinet i forvejen har sit smalleste sted. Ude på vandet krydsede vi mod øst i halvtung sø, inden vi begyndte på MOB. Der var der fuld koncentration, medens vi øvede en håndfuld af dem, og så var vi trætte og sejlede lidt "pause" halvvind. Indsejlingen stod Benjamin Laffel Strandesen Hooge for, og det var lige efter bogen. Ind i det store svajebassin, op i vinden, fok ned, rundt og ind i nordbassinet, henimod pladsen, op i vinden og storsejl ned, rundt og ind på plads. Tak for en herlig sejlads med både vind og vand i håret... :-)

mandag den 10. august 2026

Så er der to ynglinge

 Først en klargøring...

Klargøring. (Foto: Nicolai)

 Så en søsætning...

  

Søsætning. (Foto: Nicolai)

Og så er vi klar med to ynglinge...

...og klar! (Foto:Nicolai)

 

 

fredag den 12. juni 2026

Turbåd i klubben

 Det går altid spændende veje med sådan en sejlklub. Vi har altid haft aktiviteter med læring og cruising, men de seneste år har der været extra fokus på netop tursejlads. Derfor har der også - i et stykke tid - været talt om, at vi måske skulle have nogle mere tur-egnede både. Der tager vi nu et stort skridt med den seneste ændring i flåden.

Maxi Fenix (Foto: Rasmus)
Ja, du ser rigtigt... det er en - ualmindelig smuk - Maxi Fenix. Ikke meget større end en 806er udenpå, så den er stadig til at håndtere. Til gengæld er den meget større indeni, og så er der søgelænder og indenbords motor. Det var hele tre meget efterspurgte ting blandt sejlskolefolket.

Jah, en 806 er fin til at lære at sejle i, men... den er nok for primitiv til, at rigtige voksne mennesker gider folde sig sammen og bo i den på en weekendtur. Der er en Fenix bare bedre. Det bliver så godt at se den på vandet i klubregi.
 

søndag den 17. maj 2026

Ynglingesæsonen er startet

 Så er Ynglingesæsonen startet, og det foregik i let til mellemluft, stort set solskin med så lidt regn, at jeg allerede har glemt det. 

Der er godt fyldt op... (Foto: Nicolai)

 

 Vi fik nemt et par timer til at gå med nogle friske manøvrer og en hel del havnemanøvrer, og på den sidste tur ud af havnen - lidt over tolv var der pludselig - helt modsat vejrudsigten - op imod 9-10 m/s vind. 

Havnemanøvrer. (Foto: Nicolai)

 Så får man vand på sig i en yngling. Vores ynglingegruppe er udvidet med en del nye ynglingesejlere, som alle er inviteret til at deltage i facebookgruppen. Så har vi et sted til tips, tricks, gastebørs og andet ynglinge-gas. Indtil videre er planen at sejle hver søndag klokken 10-12, så det er bare med at møde op og få vind i håret og saltvand i buksebagen. Tak for i dag. 

Full speed ahead. (Foto: Nicolai)

 Vi ses på søndag.

torsdag den 30. april 2026

Forårsklagøring

 Fantastiske klargøringsdage med super stemning og klubhygge...

Vic2ria gøres klar. (Foto: Nicolai)
 

Minitolverne fik lidt TLC. (Foto: Nicolai)


Ynglingeteamet var også i gang. (Foto: Nicolai)

Det, som man ikke kan se på billederne, er den store fælles pizzafrokost. Skønt med klubliv.



onsdag den 15. april 2026

Vintersæsonen er vel overstået

 Vintersæsonen er vel overstået, men måske et resume er på sin plads, for RS ligger jo ikke stille, bare fordi vandet er stift, og det er mørkt og koldt.

 

Rigtig vinter i 2025-26. (Foto: Nicolai)

Således bød denne vinter på et (frossent) hav af aktiviteter startende med afrigning, optagning, julefrokost, gløggaften. Det var i 2025. I 2026 blev det til en række klubaftener med vidt forskellige temaer som "Affyring af gamle nødblus", søredning, arbejdsdag, knob og knuder, elektronisk navigation, besøg hos UK Sails, bådrenovering, vejrforståelse, generalforsamling og endelig klargøring & søsætning. Derudover er der naturligvis den månedlige fredagsbar, som man endelig ikke må glemme.

Skønt med en sejlklub, der ikke går i dvale. 

tirsdag den 2. december 2025

Julefrokost

 Julefrokost 2025!! 

Popkorn... øhh æbleskiver

 Som annonceret for lææænge siden på hjemmesiden via kalenderen, så er det torsdag den 11. december, der er julefrokost. Det foregår - ligesom de sidste mange gange - på denne måde... Vi mødes 17-ish - nogle af os - for at gøre klar, rydde op og dække bord, hvorefter vi starter klokken 1800. Alle medbringer en ret og egne drikkevarer plus eventuelle snapse, som man ønsker at bidrage med. Det plejer at gå godt. Sidste år var buffetten ihvertfald ganske overvældende. Meld ind på Gomember i kalenderen under arrangementet, hvad i tager med... ja - det er kompliceret, men vi har valgt at bruge gomember, så for første gang nogensinde, bruger vi IKKE facebook til at håndtere buffetten 😃 Håber det går. Jeg er startet med ost, druer og kiks. Vi ses!

Navigation, duelighed

 Sæsonen går på hæld, og julen kommer nærmere, men vigtigst af alt: Vi skal i gang med Navigation. Duelighedsteori. Det starter den 29. januar, og derefter går det slag i slag.

Tilmelding på klubbens hjemmeside - klik her: Duelighedsteori 

 Det handler om bøjer, signaler, vigeregler, vejrudsigter, nødsignaler, pejlinger og kortlæsning. Alt det som man helst skal kunne for at føre et skib - og faktisk nå frem til den planlagte destination.  

Lidt bøger i udvalg. (Foto: Nicolai)

 Vi skal ikke læse alle bøgerne, men vi skal snuse til et par stykker, så vi faktisk kan finde vej... også i mørke.

Er du ny sejler eller for den sags skyld rutineret sejler - uden duelighedsbevis, så er det den oplagte julegave - til dig selv eller til en ven: Et teorikursus i navigation.

 Så altså... Tilmelding på klubbens hjemmeside - klik her: Duelighedsteori 


mandag den 29. september 2025

Forældredag i Yngling

 Vejrudsigten var superfed i søndags, så vi besluttede os for at lave "forældredag" med ynglingesejlerne. Forældrene kom med ud i ynglingen - een ad gangen, så de ligesom kunne fornemme, hvad det egentlig er vi laver. 

Mikkeline i aktion. (Foto: Nicolai)

Først fik de en rundtur med havnemanøvrer inde i havnen. Masser af klar-vende-læ. Derefter stak vi snuden udenfor havnen og... ja, det var jo østenvind, så det vippede lidt, - ikke for meget. Det var trods alt kun 6-7m/s. Uanset dette, så fik de dersen forældre noget vaskeægte saltvand på sig, hvilket juniorsejlerne syntes var vældig morsomt. Jeg nåede kun lige at sige "Hov, her er bølgerne godt nok underlige" - før der sad 10 liter saltvand lige i smasken på første forælder. Så var kravet jo ufravigeligt... alle skulle have præcis samme oplevelse. Således måtte vi simpelthen ud at lede efter store bølger. Vi fandt dem heldigvis, og der var kun grin og hviin over vandet, så det var en herlig formiddag til søs.

torsdag den 21. august 2025

Sejlskolen igang igen efter sommerpausen

 Sejlskolen er i gang igen efter ferien, og her er et lille foto fra en tur i 806; 

 

Sejlskole i 806. (Foto: Nicolai)  

 Vi plejer at sejle Amarilla, og det har været dejligt, men nu skulle vi prøve en 806, og besætningen var lidt spændt på det nye skiv. Man kan sige meget godt om en IFer, og Amarilla er et røverkøb, hvis man gerne vil i gang med egen båd, men... Havnemanøvre for sejl *er* bare nemmere i en 806, for den er simpelthen mere agil: Hurtigere på roret, og lettere at accellerere. Det er næppe for meget at skrive, at besætningen var begejstret! Mere af det tak...

søndag den 17. august 2025

Rungsted Knarr Cup

 16-17 august havde Rungsted Sejlklub igen fornøjelsen at afholde IKC udtagelsessejlads for Knarr. Det blev en weekend med masser af dramatik. Der var masser af dygtige sejlere på vandet, men der var også ret mange - og ret voldsomme - kollisioner, så protestkomiteen havde en travl weekend.  

Rungsted Knarr Cup. (Foto: Louise Koch)

 Formanden udtaler:

Endnu engang fik vi afholdt vores årlige Rungsted Knarr Cup. I år blev vi begunstiget af fantastisk vejr og ny teknologi, hvilket løftede arrangementet til nye højder. Jeg vil gerne sige tusinde tak for den store opbakning fra alle vores frivillige. 
 
Vinderen. (Foto: Louise Koch)

Vi er heldivis en klub hvor fællesskabet omkring det gode klubliv har udviklet sig til en af vores kendetegn. Det var en stor fornøjelse at opleve, at vi kunne gentage succesen fra tidligere år, og jeg ser allerede nu frem til næste år.
 
Hilsen Rasmus

 

lørdag den 16. august 2025

Havnefest og badegæst

 Så var der havnefest! Det var en lukket fest forstået på den måde, at der var et stort indhegnet område med betalt adgang på havnen, men derfor kunne man jo godt nyde musikken fra Hugorm fredag aften.

 

Hugorm. (Foto: Allan Cervin)

Rungsted Sejlklub var tilstede som frivillige i løbet af havnefesten.  

Vejret var iøvrigt fint, og det var heldigt for lørdag var der demo med DSRS - Dansk Sø-RedningsSelskab... nåja, og så var vores allesammens Over Bademester Boris i suppen for at demonstrere, hvor svært det faktisk er at hive en person op igen.

  

Bademester Boris in action. (Foto: Henrik Brandt)

Det er ikke spor nemt at hjælpe selv em frisk fyr som Boris op på båden, så derfor... bliv ombord.


onsdag den 13. august 2025

Kat til søs

 Den 13. august august var katten løs. Der var ikke meget vind at sejle på,men sådan en kat skal jo bare igang, så genererer den jo selv vind.

En hav(n)kat? (Foto: Allan Cervin?)

 

lørdag den 9. august 2025

Tunsafari

Fra dagens tun RIB Safari:

Hornbæk havn fra Ribben. (Foto: Allan Cervin)

Det blev så mere en flok marsvin vi så. På den svenske side Nord for Helsingborg så jeg et kraftig plask, som ikke kan have været andet end en tun, men det var desværre så det tætteste vi kom på at se dem på denne tur.
 
Til gengæld havde vi en hyggelig tur til flere “fremmede havne, da påstigning var Helsingør og frokost, grundet kun en tur i dag, blev indtaget i Hornbæk, hvilket mange landkrabber også havde besluttet
🤪
Jeg tænker vi laver en tur til - ultimo august eller primo september.
 
(Tekst og billeder: Allan Cervin) 

lørdag den 26. juli 2025

Mod nære kyster III

 Så var der cruising på programmet igen.. den tredje tur i rækken - aka Mod Nære Kyster III - gik til nordsiden af Ven...

 

Norreborg. (Foto: Louise Refnov)

 

mandag den 30. juni 2025

Mod nære kyster II

 Årets klubtur nr 2 var i lørdags. 

 

Cruising II

Med en morgen med let regn og vinden op til 10 m/s allerede ved 14 tiden valgt vi en kort udgave og tog til Vedbæk. Der blev lagt til, da det er en del af formålet med turen at øve denne disiplin. Vi forlængede turen til Skodsborg og så ellers fuld fart hjemad inden blæsten tog til. Frokosten blev således indtaget i kendte omgivelser 😁. Det var til gengæld så hyggeligt at vi blev hængende 3 timer.

Det skal lige nævnes at vi fik masser af sol 🌞 på turen 😎.
Tak for godt selskab til alle som deltog.
 
(Tekst og foto: Allan Kluug) 

fredag den 20. juni 2025

Tigeren er løs

 Vi har sluppet en tiger løs på Øresunds vande... Den er heftig, og den ser sådan her ud:

 

Roar. (Foto: Rasmus Poulsen)

Ja, det er en klubbåd! Er det noget for dig at prøve sådan en fætter, så kontakt bestyrelsen. Vi har nogle garvede flerskrogsnørder i klubben, som kan give en intro.