Sider

fredag den 23. maj 2025

Mod nære kyster, cruising

 

Gæt en havn. (Foto: Nicolai)

Som opfølger på formandens fine aften med temaet "Mod Nære Kyster" sejler vi lørdag den 31. maj mod en - endnu ukendt - nær kyst. Vi mødes klokken 0900 til Skippermøde for at fastlægge destination og rute afhængiv af vind og vejr. Vi sejler klokken 1000, og vi regner med at være hjemme mellem 17 og 18. Klubben sørger for grill på destinatonen... resten medbringes selv. Der sejles i klubbåde og privatbåde. Jo flere jo bedre. Tilmelding nødvendig - via memberlink - a.h.t. planlægning.


Vel mødt :-)

onsdag den 14. maj 2025

Sejlskole

 Første skolesejlads i 2025... 

Endelig! (Foto: Nicolai)

Det blev en frisk omgang. Vejrudsigten sagde 4-6 meter vind, men der var nok snarere 8-9 stykker fra sydøst, så der var også buler på vandet. Besætningen var dog ikke helt grøn. Alle havde mindst eet års sejlerfaring, og det kunne mærkes... Jeg slap nemlig for rookie-spørgsmål nr eet: "Kan den egentlig vælte, sådan een her"?

Masser af vind (Foto: Nicolai)

Medens jeg hyggede med klatreøvelser på fordæk og sidedæk fik vi krydset og lænset og alle fik prøvet rorpinden... Det var så fint, omend de let vattede kontorarme pev lidt over, at der skulle bruges kræfter. Måske er de fine nye fokkeskøder på Amarilla en lille smule glatte, men altså... der skal ikke kun drejes på håndtaget, - der skal også trækkes... (Tihifnis). Det var tydeligt, at Amarilla havde været i aktion i år, for alt sad rigtigt, og alt virkede perfekt... 

Næsten champagne (Foto: Nicolai)

 Trods bulerne på vandet fik jeg kun lidt vand i skoene, så det blev årets anden sejlads i shorts og t-shirt... den første var allerede i april, hvilket er ret utroligt. Jeg husker andre april-sejladser, som er blevet sejlet i snestorm, men sådan er det ikke længere... Tak for turen!

Aftenmatch i gang

 Så er vi i gang! Kapsejladserne er startet, og Team Cirrus var på vandet forleden. Vi var dog ikke helt klar på banesejlads, så vi tog ud og sejlede en tur og fik ligesom... fundet søbenen frem igen.

I gang! (Foto: Nicolai)

 Der var også lidt udfinding, idet der skulle findes storsejl og fok oppe i huset. Jeg kunne ikke drømme at kalde det for rod, men der var altså en del sejlposer at vælge imellem...

Trim? (Foto: Nicolai)

 Der er også lidt mastetrim at se på... kig bare på billedet herover. Jah, - skal den mon se sådan ud? Måske er der et par justeringer undervejs. Humøret behøver derimod ingen justeringer, for det er i top...

Humør! (Foto: Nicolai)

 Og man skal ikke tage fejl... humøret er supervigtigt. Sure besætninger vinder sjældent en kapsejlads. Det er nu heller ikke svært at få humøret op, når vejret arter sig på denne måde...

Lav sol... (Foto: Nicolai)

 Sådan så det ud, da vi futtede i havn... Det bliver ikke meget bedre end det. Måske lige pånær temperaturen, men det var altså - undtagelsesvis - vejr til shorts og tshirt. Første aftenmatch er blevet sejlet - andre år - i regulær snestorm, men ikke denne gang. Tak for turen.

 

fredag den 2. maj 2025

Standerhejsning

 Endelig blev det tid til standerhejsning! Det er stadig rart med en markering af sæsonstart, - også selvom der er nogle, der er tossede nok til at sejle ræs hele vinter-pausen igennem.

Standeren til tops. (Foto: Nicolai)

 Standeren gik således til tops med en - denne gang - lidt stille koncert fra RS Brass Band - aka tågehornsbandet. Det er da ellers oplagt at få testet tågehornet ved sæsonstart. Det må vi kunne gøre bedre. 

Dem uden tågehorn. (Foto: Nicolai)

 Da standeren var i top blev "national-sangen" afsungte, og så blev der både skudt og signaleret til skafning. Medens grillen kørte, blev der skålet og ønsket god sæson, - og minsandten om ikke også formanden holdt en lille tale og afslørede et fint skilt over døren. Jarhmen altså...

Formanden, skiltet og talen. (Foto: Nicolai)

 Det blev således en rigtig dejlig dag på havnen, og lad os så se at komme i gang med noget vaskeægte sejlnørderi. Eller... i skrivende stund er vi sådan set allerede i fuld gang. Det bliver en fantastisk sæson 2025 med sejlskole, kapsejlads, venture og masser af skønt klubliv.